2025 Wrapped
Om den tid, der går og den der kommer og Glædelig Jul og Godt Nytår.
Lydtæppet til mit 2025 har været Khurangbin, Taylor Swift og Elsas episke frihedshymne ‘Lad Det Ske’, fortæller Spotify mig.
Åbenbart gør det min lyttealder til 24 (den har intet at gøre med min datter på 4), præcis 20 år yngre end min faktiske alder as we speak.
‘Du er med på noderne, Cathrine’ er det udtryk min Spotify-konto bruger, hvilket jo absolut er noget, man helt misforstået kun siger til gamle mennesker for, at de skal få det bedre med deres alder, selvom de måske ikke engang har det dårligt med deres alder.
Tiden går, men ikke for mit vedkommende?
Men uanset sætter jeg pris på den tanke, der ligger i forsøget på at wrappe det år, som er gået, nu hvor det for alvor begynder at færdiggøre sig.
Midt i alt julehalløjets mix af melankoli og Joy to the World kan det næsten føles som for meget også at skulle sige farvel til 2025, men jeg tror egentlig altid, vi må tage tiden ud til den overgang, vi står i.
Når vi taler om tid, så er det den, der rammer mig i brystet på det her tidspunkt. Jeg er ikke interesseret i at være 24 længere, ikke engang i lyttealder, men hvor er det alligevel besynderligt, at et år mere er gået.
Som Joan Didion siger det:
“Tiden går. Har jeg sagt det uden at høre, hvad jeg selv sagde? Kan det tænkes, at jeg hørte det mere sådan her: Tiden går, men ikke så voldsomt hurtigt, at nogen lægger mærke til det? Eller måske endda: Tiden går, men ikke for mit vedkommende? Tiden går. Kan det tænkes, at jeg aldrig troede på det?”
Eller som MC Einar siger det for den sags skyld:
‘Det’ Jul, det’ cool, sikke tiden den går’.
Tryllestav
For nylig sad jeg med et nyt par i min praksis, og da jeg spurgte dem, hvad jeg kunne hjælpe dem med, svarede de, at de havde brug for mere tid.
De ville gerne have mere tid i hverdagen.
Jeg kender godt det ønske, jeg mærker også det ønske i min egen krop tit, men selv jeg ejer ikke den tryllestav.
Den, der køber os mere tid.
Men jeg ved, at følelsen af ikke at have tid nok er linket til følelsen af ikke at være til stede i vores eget liv og at følelsen af ikke at være til stede i vores eget liv, skræmmer os uendeligt, fordi den er linket til en dyb bevidsthed om vores eget endeligt en dag, vi ikke kender endnu.
Ingen af os har lyst til at spilde vores liv, og det skal vi ved den søde grød heller ikke.
Vi skal leve alle vores år, som om vi skal sige farvel en dag, for det skal vi.
Ikke for at være en party pooper i den her julehilsen.
2025 Wrapped
Lige nu i denne her tid skal vi begynde at sige farvel til 2025 for at sige ordentligt goddag til det 2026, de fleste af os gerne vil føle os til stede i.
2026 er den tid, vi har til rådighed næste år, hverken mere eller mindre.
For mig var 2025 mange ting:
Det var tid med mit arbejde som også er mit livsformål, tid til terapi, til møder med smukke mennesker som jeg er uendeligt taknemmelig for.
Det var tid med min familie, masser af tid med min familie, men alligevel føltes det nogle gange som for lidt, andre gange som lidt for meget (intenst much!).
Fordelingen af tiden og kærligheden og energien mellem mit arbejdsliv og mit familieliv er jeg i konstant dialog med mig selv omkring, ligesom mange af de mennesker, jeg har i terapi.
Jeg begynder at tænke, at balance ikke er den rigtige målsætning, men at det handler om bevidste valg, du ikke ved om er rigtige, men du tager dem alligevel og står bag dem.
2025 var alt for lidt tid med mine ældste venner. For meget tid med at rydde op.
Det var tid i nye værdifulde fællesskaber - nogle centreret omkring børnene, andre om mit terapeut-liv.
Jeg er begyndt at sætte tid af til mit parforhold. Det betaler sig.
Jeg sætter stadig for lidt tid af til mit eget selskab, til at kalibrere alle de ting, der sker omkring mig.
Hvad er jeg klar til nu?
Den psykologiske pointe i at wrappe året og takke det kærligt farvel er, at vi kan lade være med at bære det med videre.
Så lad mig spørge dig på falderebet -
Hvad var smukt ved dit år?
Hvad gjorde ondt og hvordan bar du det?
Og hvad er du klar til nu?
Med ønsket om fred i hjerterne, i familierne og i verden,
Glædelig Jul og Godt Nytår,
Kærlig Hilsen
Cath
Servicemeddelelse
Jeg har besluttet at justere mine priser lidt op fra 2026, så de afspejler den faglige opkvalificering, jeg har været igennem de sidste par år, især inden for parterapi, traumer og den psykoterapeutiske metode IFS - og så de reflekterer den store energi, jeg løbende lægger i egenterapi, faglige netværk og supervision, så jeg kan blive ved med at sidde med mest muligt integritet i min stol. SE HER.
(Bookinger, der allerede er foretaget bibeholder de gamle priser)
Podcast - Hjem til mor
Skal du hjem til jul? Så har vi lavet en julespecial af Elsk & Fuck up, der handler om julekonflikter i familien og hvad det er der sker inden i os, når vi skal hjem til mor til jul…
→ Elsk & Fuck up er uden betalingsmur og kan høres alle de steder, du lytter til podcasts.



